Motivationstarif 01.01.2026
Kære Varmeforbrugere
Vi skriver til jer, fordi vi ændrer på den motivationstarif, som blev indført i 2010. Tariffen blev indført som en motivation for den enkelte fjernvarmekunde til at udnytte varmen bedst muligt, altså trække så meget varme ud af fjernvarmevandet som muligt, inden det sendes retur. Forbrugere, der udnytter varmen godt, får en rabat, mens forbrugere, der udnytter varmen dårligere, end gennemsnittet, må betale et tillæg.
Ordningen skulle være udgiftsneutral for varmeværket, men skagboerne har været så gode til at udnytte varmen i fjernvarmevandet, at rabatten er endt med at koste varmeværket op mod en halv million kroner årligt. Derfor har bestyrelsen besluttet at justere motivationstariffen, så rabatter og tillæg igen går lige op.
Rabatter og tillæg er blevet beregnet ud fra en tabel med udgangspunkt i fremløbstemperatur og temperatur på returvandet. I et neutralområde på 3 grader udløser det hverken rabat eller tillæg, men ligger returvandets temperatur uden for neutralområdet, udløser hver grad enten en rabat eller et tillæg på helt op til 13 pct.
Ordningen fungerer med andre ord som både pisk og gulerod. For at gøre det udgiftsneutralt for varmeværket, skærer vi nu spidsen af guleroden og føjer en ekstra procent til pisken. Fremover kan forbrugere opnå 10 pct. rabat eller få et tillæg på op til 14 pct. Samtidig er neutralområdet udvidet til et spænd på 5 grader.
Skagen Varmeværk arbejder hele tiden på at levere den mest stabile varme til den bedste pris og med det lavest mulige CO2-aftryk. Her har udnyttelsesgraden stor betydning. For hver grad returvandet falder, sparer værket ca. 140.000 kr. årligt i sparet varmetab og pumpeenergi, og vi reducerer samtidig CO2-udledningen. Effektiv udnyttelse af fjernvarmen kommer således de bevidste forbrugere til gode to gange dels i form at rabatten, dels i form af en generelt lavere fjernvarmepris.
Find det nye skema til motivationstariffen, der gælder fra 01.01.2026 på www.skagenvarme.dk her
Vi ønsker alle en fortsat god sommer.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen